- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest: VW Golf GTE 1,4 TSI 6 DSG

Plug-in har gjort Golf kunderne

helt elektriske


Af Søren Clauding – december 2017

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Volkswagen Golf GTE er blevet en kæmpesucces. Kunderne er på det nærmeste blevet helt elektriske efter at få fingre i et eksemplar, i hvert fald de, der gerne vil have en potent Golf, men måske ikke er parat til, at springe de 420.000 kroner, ikon-GTI’en over alle GTI’er koster i den billigste version.

 

GTI koster 420.000 kroner og serverer køberen for 230 hestekræfter. Vil han/hun have det berømmede DSG dobbeltkoblingsautomatgear med i købet, skal der erlægges 445.000 kroner.

 

Omvendt kan man også købe en almindelig Golf Highline med 150 hestekræfter. Den særlige EVO ACT version med aktiv cylinderteknologi (den benytter kun 4 cylindre, når det er nødvendigt) koster 298.000 kroner med DSG – og leverer op til 150 hestekræfter.

 

GTE Golf til rigtig god pris

For mindre end 20.000 kroner oveni får man også en 150-hestes Golf, men i tilgift en 104-hestes elektromotor. Når de to maskiner arbejder sammen, disponerer man over op til 204 hestekræfter. Vejen til 230 hk er ikke lang, til gengæld er det en væsentlig mereffekt end 150 hk.



Når man så oven i købet ender op med en benzinøkonomi, der iht. normtallene gør det muligt i gennemsnit at køre 62,5 km/l (den konventionelle 150-hestes Golf kører 20 km/l og GTI blot 15,6 km/l) så forstår man, hvorfor GTE er blevet så stor en succes.

 

Udstyret gør prisforskellen

Når det så er sagt, har vi helt undladt at forholde os til udstyret, for det er en næsten uoverskuelig opgave. Men helt overordnet er Golf GTE bedre udstyret end Highline udgaven, bl.a. er LED forlygter og Car-Net (med 1 års friabonnement inkluderet) standard på GTE – det skal tilkøbes til Highline-versionen. Så merudstyret i sig selv retfærdiggør i det store hel merprisen. Og udstyret på en GTI er meget anderledes. Så selvom regnestykkerne ovenfor ikke er altomfavnende, giver de alligevel en god idé om ”styrkeforholdet” i kampen om kundernes gunst.

 

Spørgsmålet er, om man i øvrigt kan sammenligne bilerne, for de afviger på mange punkter meget fra hinanden.

 

En del er anderledes

Svaret er Ja – og Nej. Ja, fordi Golf GTE ligner en Golf, den opleves også som en Golf og er peppet op med et sportsligt look. Nej, fordi drivlinen og køreegenskaberne er forskellige. Der er også en helt så grundliggende praktisk ting som bagagerummet: GTE har en bagagerumskapacitet på 272 liter, den konventionelle Golf rummer 380 liter derude bagtil og den samme forskel gør sig også gældende, når man lægger bagsæderne ned og den samlede bagageplads forøges. Dertil kommer, at skal man udnytte eldriften fuldt ud, bør der altid ligge et kabel i bagagerummet. Også dér tager plads.


 

 


Drivlinen er i sagens natur forskellig. De to konventionelle Golf’er har 7-trins DSG, mens GTE har 6 trin. Fordelen ved GTE ligger i, at man har mange kræfter og et tilsvarende fartpotentiale, forudsat man har strøm nok på batteriet, og kan køre rundt i bymiljøet med lav eller ingen forurening og dermed bedre samvittighed, men igen forudsat, at man har strøm nok på batteriet.

 

Plug-in hybrid/opladningshybrid

Batteriet oplader man f.eks. fra en stikkontakt (det tager små 4 timer fra 0 til 100 procent) og er det fuldt opladet, kan man køre i nabolaget af 50 kilometer på strøm alene. Vi påbegyndte testkørslen med helt fladt batteri og valgte, at lade bilen oplade batteriet selv. Det kan man gøre ved at benytte en særlig indstilling, hvor forbrændingsmotoren både driver bil og oplader batteri – plus, at man også oplader batteriet under deceleration.



I den periode var benzinforbruget omkring 10 km/l. Efter 40-50 kilometers kørsel disponerede vi over strøm til cirka 40 kilometers ren elektrisk kørsel. Så skal der ikke den store kugleramme eksamen til at regne ud, at gennemsnitsforbruget vil havne på cirka 20 km/l. Men idéen er jo også, at man oplader med billig energi, hver gang man er i nærheden af en opladningskilde, det være sig en stikkontakt derhjemme, på jobbet eller på en offentlig ladestander.

 

GTE kører anderledes

Selve køreoplevelsen giver videoen her på siden et vist indtryk af. Vi har prøvet GTE’en ved flere lejligheder, on-track (godt nok i regn) og on-road (i strålende sol). Golf GTE kørte vi på bane uden den særlige GTE indstilling aktiveret, fordi den giver en meget hårdhændet levering af kræfterne, som ikke passer godt til våd asfalt. På landevejen er bilen i højere grad en potent cruiser end en egentlig racer. Det til trods for at man som ekstra udstyr havde forsynet GTE’en med adaptiv undervogn.

 

Den store hurdle er vægten. GTE vejer et par hundrede kg mere end den konventionelle model. Det giver en meget rolig og behagelig kørsel. Trods 18" fælge og 225 mm brede lavprofildæk håndterer affjedringen glimrende forskelligartede ujævnheder, så bilen er ret komfortabel, og nogen GTI bliver den derfor ikke.



Men hvad gør det: De fleste danske provinsveje er ujævne og ikke særlig velegnede til en GTI. Man må alligevel ikke køre så hurtigt, som en GTI, en GTE eller for den sags skyld en hvilken som helst konventionel Golf kan. Hvorfor så ikke bare glæde sig over, at få et ordentligt skud kræfter, når man har brug for dem eller lyst til dem (begge del er tilladte årsager) – vel vidende, at man selv afgør, om man vil køre ultra økonomisk og miljøansvarligt, eller engang imellem også lege en lille smule, selvom det koster lidt. For det kan man godt i en GTE, trods det medfødte vægthandikap.

Andre VW prøvekørsler – find dem hér >>>

 

Læs også:

VW Golf First Test 2017 >>>


VW Golf GTE er en kraftig opladningshybrid, vi tidligere har prøvekørt på Sturup Raceway (se videoen nedenfor). Nu tog vi den ud i det solrige danske efterårs landskab. Kør med en tur. Fuld HD.


Vi har også kørt den særlige plug-in hybrid version, Golf GTE, på Sturup Raceway. Tag med onboard på et par omgange. Fuld HD.


 


Model:

Volkswagen Golf GTE 1,4 TSI 6 DSG

Listepris:

Kr. 318.695

Motor og transmission:

4 cyl. 1,4 ltr. Turbobenzin. 150 hk. 250 Nm/ 1600-3500 omdr./min. El-motor 102 hk. Systemydelse: 204 hk. 350 Nm.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

7,6 sek./ 222 km/t/ 62,5 km/l / 37 g/km

Længde:

4,28 m

Bagagerum:

272-1162 Liter

Værd at bemærke:

ABS. EBD og EBA. ESP. Elektronisk differentialespær. Multikollisionsbremse. City nødbremse. 16” letmetal fælge (testbilen: 18"). Fuld LED forlygter. El-opvarmede sprinklerdyser. Fjernbetjent centrallås. 7 airbags. Adaptiv fartpilot med -begrænser. Kørecomputer. 2-zone klimaanlæg. Sædevarme. Isofix.


 

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt